Rygning hører privatlivet til

Byrådet i Aarhus besluttede i august at nedlægge et totalt rygeforbud for kommunes medarbejdere i arbejdstiden. Hos Kræftens Bekæmpelse er man enig: Rygning bør holdes i hjemmet.

Kate Runge, byrådsmedlem i Aarhus, er imod rygeforbudet i kommunen.

Af Maria Behrendt

Fremover må medarbejdere i Aarhus Kommune undvære pausesmøgen. Byrådet vedtog i midten af august en ny sundhedspolitik under navnet ”Mere af det der virker”, og skal kommunes område holdes røgfrit. Inde såvel som ude.

Inge Clemmensen er projektchef ved Kræftens Bekæmpelse og begejstret for den nye lov. Hun mener, at rygning kun bør foregå i det private, så rygerne ikke frister eller skader folk omkring sig. Desuden kan Inge ikke se det store problem i, at skulle undvære cigaretten i arbejdstiden.

”Det er overdimensioneret når folk tror, at rygerne begynder at løbe skrigende rundt, hvis ikke de får deres cigaret. De sover jo også otte timer uden at ryge. Vi må hjælpe med at aktivere de få, som vil have brug for det, og resten lader simpelthen bare være med at ryge.”

Kommunen bør ikke blande sig
Der var også de, der stemte nej til ryge-forbudet. Én af dem var Kate runge, byrådsmedlem for Venstre. Hun mener ikke, at kommunen bør blande sig i, hvorvidt medarbejderne ryger.

”Hvis folk får det bedre af at ryge en smøg engang imellem, skal vi ikke blande os i det. Folk må ryge som de vil, bare de ikke skader andre.”

I stedet mener hun, at der bør findes en gylden middelvej, hvor der bliver taget hensyn til rygere såvel som ikke rygere. Hun foreslår, at der bliver lavet et udendørsareal til rygerne. Her kan de så ryge i fred på behørig afstand.

Forbud er den bedste løsning
Men Inge Clemmensen mener ikke, at rygning og arbejdstid er foreneligt. Det handler også om signalværdi, og når der afsættes tid til rygning på arbejdspladsen, er arbejdsgiveren med til at støtte og fastholde rygekulturen.

”Arbejdspladserne må hjælpe folk til en bedre sundhed. Vi skal støtte dem, der har besluttet at holde, og vi skal sikre, at de unge mennesker ikke starter med at ryge. Når folk eksponeres for det, risikerer vi, at de bliver fristede.”

Hos Kræftens Bekæmpelse er man altså ikke i tvivl om, at røgfri arbejdstid er den eneste acceptable løsning på arbejdspladserne.

Pengene til sundhedskampagner i Aarhus Kommune er spildte. ”Det nytter ikke,” siger byrådsmedlem Kate runge:

[audio:http://mariabehrendt.mediajungle.dk/files/2012/09/KateRungeKlip4.mp3|titles=KateRungeKlip]

MSM og interviewudskrift- Egen holdning, vol2

Mål
IP har forklaret, hvorfor han synes, at bankerne skal nationaliseres. Nu vil jeg have ham til at overveje de negative konsekvenser heraf, og så skal han forklare, hvordan har forestiller sig, at staten skal kunne drive banker non-profit, og uden at yde risikable lån.
Spørgsmål
1. Har du gjort dig nogle overvejelser omkring de negative konsekvenserne ved en finanssektor, som ikke længere er politisk uafhængig?
2. Hvordan mener du, at staten skal drive bankerne non-profit- skal folk ikke længere betale renter?
3. Mange økonomer mener, at bankerne skal nationaliseres fordi man frygter, at finanasnkrisen holder dem fra at låne penge ud. Hvis staten overtager bankerne, mener du at de skal drive forretning uden at yde risikable lån. Hvordan forestiller du dig så, at vi skal få økonomien på ret køl?

Metode
Jeg vil forholde mig kritisk til IP’s allerede fremssatte synspunkter. Mine spørgsmål skal være målrettede og skarpe. Første spørgsmål starter forholdsvis blødt og åbent, men jeg vil hurtugt gå efter de konkrete svar – og være lidt mere grænsesøgende.

Oplæg
Finanskrisen har haft store konsekvenser for bankerne. Folketinget har på fire år vedtaget fire bankpakker, der skal fungere som et sikkerhedsnet under finassektoren. Men krisen fortsætter.
Flere økonomer mener, at en nationalisering af de danske banker ville gavne samfundet. Det samme gør Jon Kirketerp Jørgensen.

Interviewudskrift

IP: Jon Kirketerp
IW: Maria Behrendt
Observatør: Rasmus Landbo

Oplæg….

IW: Jon, har du gjort dig nogle overvejelser omkring de negative konsekvenser, det måske kunne have at nationalisere den danske finanssektor, så den ikke længere vil være politisk uafhængig?

IP: Ja, altså helt sikkert. Der er selvfølgelig nogle problemer i samhandelen med, altså den der på tværs af landegrænser. Det kan være problematisk. Men altså, hvis man nationaliserer bankerne og laver en danmarks bank, som kan fungere fungere på markedsvilkår i udlandet og fungere som almindelig indlånerbank/udlånerbank i DK, så vil jeg tro, at de positive konsekvenser langt opvejer de negative.

IW: Okay. Hvordan mener du, at staten skal drive bankerne? Du taler om non-profit- skal folk ikke længere betale renter?
IP: Jo, jeg forestiller mig… Altså der er forskel på non-profit og bare ikke-profit. Man kan godt drive en virksomhed som konkurrerer på nogenlunde markedsvilkår og som forstår og tjene penge, men som ikke nødvendigvis skal aflevere overskud til aktionærerne. Så du kan sagtens lave en forretning, der både har indtægter og udgifter. Det koster selvfølgelig nogle penge at have folk ansat, og dem kan man så tjene ind ved at udlåne penge, selvfølgelig hvor folk betaler renter. Og du kan ikke investere dine indlån, og få afkast den anden vej.

IW: Okay, sidste spørgsmål. Der er flere økonomer, der mener, at bankerne skal nationaliseres, fordi man frygter at finanskrisen holder dem fra at låne penge ud. Hvis staten overtager bankerne, mener du, at de skal drive forretning uden at yde risikable lån. Hvordan forestiller du dig, at det vil hjælpe med at få økonomien på ret køl?

IP: Altså, det forestiller jeg mig faktisk kommer til at virke meget godt. For problemet er ikke, om folk låner penge ud, men hvem de låner penge til. Bankerne vil jo stadig godt låne penge ud til gode investeringer. De er blevet mere tilbageholdende selvføælgelig, men hvis man driver en bank, der ikke kun handler om at tjene flest mulige hurtige penge, så kan man sagtens låne penge ud til investeringer. Vi kan sagtens låne penge til landmaænd, der gerne vil have en ny stald. Eller virksomheder, der gerne vil have en ny afdeling. Det skal bare være investeringer, hvor der ikke er så stor en risiko.

IW: Okay, tak skal du have.

 

 

 

Viden skal sikre danskerne i fremtiden

Vi lever i en tid, hvor det er nemt at flytte virksomheder på tværs af landegrænser. Hvis Danmark vil sikre økonomi og velfærdssamfund i fremtiden, skal vi satse på uddannelse og viden.

Danmark skal sammen med resten af EU være i front på uddannelsesniveauet. Forskning og viden er nøglen til vækst for vores velfærdssafund. Det mener i hvert fald professor i økonomi, Magnus Henriksen.

I resten af EU er man enig. En høj kvalitet i uddannelsesniveauet er afgørende, hvis EU skal udvikle sig til et videnssamfund og kunne konkurrere globalt. Derfor har man over en periode på seks år afsat 13 milliarder til udvikling og læring verden over.

”Uddannelse er fundamentet for et godt liv”

Sådan forlyder det fra Syddansk Universitet, som også mener, at uddannelse giver muligheden for at sætte spor og gøre en forskel i den verden, vi lever i.

Hos Dansk Industri er budskabet endnu mere tydeligt. Her mener man, at det er bedre at tage en uddannelse, som man reelt ikke gider, fremfor ingen uddannelse overhovedet.

Ikke alle er enige

Dog er det ikke alle, der deler samme begejstring for satsningen på uddannelsesområdet. Tine Frandsen, der er professor i arbejdsmarkedsforhold er af en helt anden overbevisning.Hun mener, at den danske økonomi er båret af industri, ikke uddannelse og viden.

”Der er flere mennesker med ph.d’er i Kina, end der er indbyggere i Danmark, så det ville være dumt at satse på det område. Vi kan alligevel ikke holde på dem.”

I stedet foreslår hun, at vi skal leve af den industri, vi har, og satse på teknlogiske løsninger hertil. Det vidensniveau, vi allerede har, er nemlig godt nok.

Flere kvinder dømmes for vold

Af Maria Behrendt

På 10 år er antallet af voldsdomme til kvinder steget med det dobbelte, og det er især de helt unge, som kommer i det uheldige søgelys

Vi er blevet mere intolerante over for vold, og det afspejler sig i det stigende antal af voldsepisoder, vi anmelder. Især vold begået af, og blandt, kvinder har været i fokus. Siden årtusindskiftet er antallet af anmeldelser om vold, begået af en kvinde, steget med det tredobbelte.

Kvinderne er kommet til at fylde mere i voldsstatistikkerne, og især de unge piger har haft mediernes opmærksomhed. For mens drengene drikker og slås mindre, ser det ud til at pigerne har lagt sig på et stabilt niveau.

Det er blandt de unge piger på 15-24 år, at den mest markante stigning i domme for voldsepisoder skal findes, men ifølge Det Kriminal Præventive Råd, som står bag rapporten ”Vold begået af kvinder”, betyder det stigende antal anmeldelser ikke nødvendigvis, at kvinderne er blevet mere voldelige.

Vold- nej tak!

I rapporten, som bygger på data fra blandt andet Danmarks Statistik og Rigspolitiet, kan der ikke findes tal, som beviser, at kvinderne skulle være blevet mere voldelige. Derimod synes en anden faktor at spille en afgørende rolle.

Der har de senere år været øget fokus på kvindevold, og danskernes holdning har ændret sig. Vi siger nemlig nej tak til vold, også når det drejer sig om episoder, der tidligere ansås som banale i form af for eksempel værtshusslagsmål og kvindevold.

Volden er altså blevet mere synlig, fordi vi anmelder den.

Fokus på forebyggelse

Vold starter ofte i hjemmet, og det er en udbredt forståelse, at oplevelser fra barndommen kan trække spor med ind i en voldelig voksentilværelse. Alkoholmisbrug, skilsmisse og vold i hjemmet er blot nogle er de risikofatorer, der spiller ind.

Det Kriminal Præventive råd slår et slag for forebyggelse, og der skal sættes tidligt ind over for de unge piger, da de topper voldsraten allerede som 16-årige.

Hos Københavns Kommune har man haft succes med en række pigetilbud, som kredser om pigernes behov og interesser, ligesom en fast kontaktperson og fokusgrupper i kommunerne kunne være medvirkende til at afhjælpe problemerne.

Baggrund og forventninger

Maria

Navn & alder
Maria Behrendt, 23 år

Baggrund/fritid
Født og opvokset i Aalborg, Nordjylland. Den velkendte nordjyske humor bringer jeg ikke med mig, men trods det er jeg ganske rar.
Jeg kommer fra en moderne skilsmissefamilie, og er den ældste af fem (alle født på kryds og tværs). Jeg elsker mine søskende, men bryder mig ellers ikke om børn. Til gengæld er jeg pjattet med dyr.
Jeg blev sproglig student i 2007, hvorefter jeg jobbede lidt rundt og endte med at blive tjener. I 2010 startede jeg på Aalborg Universitet. I 2011 arbejdede jeg igen som tjener. Nu er jeg her – og arbejder stadig som tjener.
Nu ville jeg rigtig gerne kaste om mig med store ord om fængslende fritid, men jeg er elendig til at lyve. Jeg træner, arbejder, laver lektier, spiser, sover, ser tv og drikker mig fuld, når jeg kan. Nøjagtig som de fleste andre. Og jo, jo selvfølgelig er jeg også tosset med musik, film og alt det der.

Forventninger til forløb
Socialt forventer jeg at lære en masse nye mennesker at kende og få en ven eller to. Jeg forventer at komme tæt på andre individer og lære nyt og både dem og mig selv.
På det mere faglige plan har jeg både klare og mere vævende, overordnede forventninger. Jeg opdagede (heldigvis) under 1.semester, at jeg ikke var så skide god, som jeg gik og troede.
Jeg er elendig til at afgrænse mine tekster, og der er lang vej til et symbiotisk forhold med nyhedstrekanten. Det skal jeg simpelthen have lært noget mere af.
Det samme gør sig gældende i forhold til de andre grundlæggende journalistisk værktøjer. De skal ind på rygraden.
Jeg forventer, at den learning by- doing strategi, der så tydeligt hersker på DMJX, viser sit tydelige ansigt dette semester, så jeg kan finde ud af, om det virkelig er noget for mig eller om den mere akademiske tilgang måske ville fungere bedre.
Og så skal jeg lære noget mere af alt det tekniske, selvom det kræver af min manglende tålmodighed. Så husk gerne, at der stadig eksisterer it-analfabeter.

Forberedelse
Min forberedelse har været manglende. Jeg er nervøs og knap gået igang. Til gengæld startede min indre mentale kamp for knap en uge siden, da det gik op for mig, at jeg snart bliver presset efter to en halv måned på den lade side.

Mit bidrag
Strukturering, koncentration og vilje.

Ambition
Vi må lande på en 7’er. Et par trin over middel, men jeg kommer ikke til at slide mig selv ihjel. Jeg vil have et liv ved siden af.
Stærke/svage sider
Jeg er rigtig dårlig til den tekniske. Jeg har simpelthen aldrig fået sat mig ind i det, og det er alt fra excel-regneark til web-design.
Orden og æstetik er ikke mig. Jeg har svært ved at få ting til at se flotte og indbydende ud.
Tung læsning med mange fremmedord har jeg ofte svært ved at finde rundt i. Jeg taber slet og ret tråden og kan ikke finde lige vej i det.

Jeg er god til at skrive, ordne grammatik og stave.
Jeg er ofte hurtig til at finde den røde tråd og fokusere arbejdet.

Jeg vil gerne udvikle mig i forhold til…

Min koncentrationsevne

At blive mere modig (især i forhold til konfrontation – både i positiv og negativ forstand)

Min samarbejdsevne og tendens til frustration

Og dette vil jeg gøre…

Arbejde med at holde fokus og få min frustration i kontrol, når koncentrationsevnen svigter. Forsøge i mindre udstrækning at anvende facebook og lave andre overspringshandlinger, når undervisningen bliver lang eller synes uinteressant, og i stedet fokusere på det jeg kan/skal bruge.

Presse mig selv i situationer, hvor modet svigter og måske bede om hjælp. Starte med at springe ud i mindre opgaver/udfordringer i stedet for at kaste mig ud i noget, der bliver uoverskueligt, så jeg må trække mig tilbage.

Sige fra i tide. Huske at fortælle gruppen, når jeg har brug for en pause eller ikke kan en dag i stedet for sure miner.
Forsøge at lytte mere til de andre, men også gøre krav på selv at blive hørt.

Stofferne bedøvede angsten

Vinkel: Thomas har været bange siden har var barn, derfor har stofferne styret hans liv

Angst har været altoverskyggende i Thomas’ liv, og i mange år har han forsøgt at dæmpe smerten med en cocktail af kemi.

Af Maria Behrendt

”Den helt rigtige sammensætning af kemiske stoffer, gav mig en periode, hvor jeg var lykkelig. Jeg kunne vælge det fra, blive stoffri og ædru, men så skulle jeg affinde mig med at have det dårligt. Min verden var meget sort/hvid eller nærmere sort/sort.”

Sådan beskriver Thomas Rasmussen den verden, han i mange år levede i. Thomas havde siden 90’erne været fanget i et misbrug, der var mere on end off, da han i 2008 kom i behandling. Det var ikke første gang, nærmere 15., men denne gang var han indstillet på se sine problemer i øjnene.

Nu skulle Thomas konfronteres med det, han havde forsøgt at flygte fra: Angsten. Lige siden barns ben havde han været bange. Bange for sig selv, bange for hvad han måtte indeholde. Nu skulle han starte i intensiv terapi. Kroppen skulle blot afgiftes inden. Det tog halvanden måned.

Skammede sig over angsten

Thomas lod sig første gang tjekke ind til afvænning på en institution knap 10 år forinden. Dengang boede han på et behandlingscenter i syv en halv måned. En periode han betegner som den værste i sit liv

Behandlingen bestod af en kold tyrker og en hverdag, der var præget af kontrol og stryret af frygt. Om aftenen var der gruppeterapi, men ingen anden psykiatrisk behandling. Thomas brugte al sin energi på at opretholde en facade.

Han skammede sig over at være bange, og ingen måtte vide, hvor dårligt han havde det. Derfor kæmpede Thomas alene med tvangstanker og en angst, der var forplantet dybt inde i hjertet.

”En af mine tvangstanker handlede om, at jeg ikke måtte sove på ventre side. Så ville jeg dø. Så jeg var nødt til at sove på højre. Jeg var nærmest halvvejs skizofren.”

Tilbage til stofferne

Efter at have været i behandling i over syv måneder flyttede Thomas ind i et udslusningshus. Angsten fulgte ham. Han startede i psykoterapi, hvor han skulle konfronteres med sine problemer.

Men det var for hårdt. Så da Thomas’ kammeret en dag lagde vejen forbi i en stjålet taxa, stak han af. De kørte forbi en pusher, og inden længe havde Thomas spist en masse sovepiller. Så græd han. Med pillerne kom flugten fra angsten.

”Fuck det, jeg starter igen,” tænkte han.

Og det gjorde han.

Forbruget optrappes

De følgende år optrapper Thomas sit forbrug af stofferne. I 2003 tager han store mængder speed ved siden af sit forbrug af piller. Han vurderer, at han på daværende tidspunkt sov syv timer om ugen i gennemsnit.

Men så dør Thomas’ kammeret, og han må ikke komme til begravelsen. Forældrerne har brug for en syndebuk. Derfor beslutter han sig for at stoppe med at tage speed. En beslutning han fører ud i livet natten over, og som betyder, at han får en voldsom depression, der udvikler sig til social fobi.

Igen får Thomas tvangstanker og bevæger sig helst kun ude om natten. Han har svært ved at trække vejret, og er nødt til at stikke hovedet ud af sit vindue for at kunne få luft. Han fungerer ikke længere i sociale sammenhænge, er dødsangst og paranoid.

Ud og ind af behandling

Thomas er nu under behandling med lykkepiller, men hverken depression eller den sociale fobi fortager sig. Ind i mellem kan han sove 18 timer i døgnet, mens han andre gange skal være heldig bare at få en time.

Det er svært for Thomas at vurdere, hvor meget der er reel depression, og hvor meget der er betinget af stofferne. Men en ting er han sikker på:

”Misbrug er ikke den rette løsning på hverken det ene eller andet”

Alt imens Thomas kæmper med den depression, som var en konsekvens af forsøget på selv at trappe ned, ryger han ind og ud ag behandlingssystemet. I perioden fra 2003 og fire år frem er han i behandling ni gange, men formår kun at holde sig stoffri i tre-fem måneder ad gangen.

Farvel til misbruget

Da Thomas i 2008 tager i behandling igen, er det første gang, han selv får lov at vælge stedet. Det sted, han vælger, har han ikke lyst til at være. Af samme grund ved han, at han er nødt til at blive. Han har brug for det.

Thomas kommer nu på hårdt arbejde. Han skal lære at arbejde med sig selv og konfrontere sin angst. Han gennemgår socialtræning og går hver dag i terapi. Derudover skal han genspille sine barndomsminder. Noget han altid har frygtet.

Barndommen har langt fra været lykkelig. Thomas’ mor fik ofte anfald, hvor hun truede med at de måtte gå fra hus og hjem, at hun ville tage sit liv, eller at der ikke var penge til mad. Følelser er heller ikke noget, der er blevet praktiseret i hjemmet. Thomas var 32, da han første gang fortalte sin mor, at han elskede hende.

Men Thomas kæmper sig igennem behandlingen.

”Jeg havde flere gange lyst til at løbe skrigende bort. men efter at have været der et halvt åt, fik jeg for første gang en oplevelse af, at angsten var på vej væk.”

Da Thomas forlader behandlingsstedet fortsætter han i terapi i yderligere to et halvt år.

”Først derefter var jeg klar til at stoppe. Der kunne jeg mærke, at angsten ikke var der mere.”

Anslag: 4990

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rygning og alkohol går hånd i hånd

Af Maria Behrendt

Amager: På John’s Kro er Lis, Putte og John kravlet i ly for eftermiddagssolen. Her sidder de og nyder en øl, mens de slukker den ene cigaret med den næste.

”Sidder jeg i et selskab og får nogle øl, kommer lysten til at ryge automatisk. At tænde en smøg mere er ren refleks,” siger Lis.

Den midaldrende kvinde er ligesom John og Putte stamgæster på kroen, og de kan alle nikkende genkendende til sammenhængen mellem øl og røg. John kalder det beskæftigelsesterapi.

Kombineret behandling

At forbindelsen mellem alkohol- og tobaksmisbrug er tæt, er det nu lykkedes en gruppe forskere at påvise.

”Når man fortæller folk om sammenhængen mellem de to ting, siger de, at det vidste det godt, men indtil nu har det ikke været beviseligt,” siger forskningsprofessor på Center for Alkoholmisbrug, Morten Grønbæk.

Behandling for rygning og alkohol er i dag to seperate ting i behandlingssystemet. Noget John tidligere har stiftet bekendksab med, da han søgte hjælp til et alkoholproblem.

”Jeg drak alt for meget og opsøgte behandling. I venteværelset sad alle og storrøg. Jeg fik hjælp til at skære ned på de våde varer, men hvorfor ikke slå to fluer med et smæk, og give folk hjælp til samtidig at kvitte smøgerne.”

Netop det foreslår Morten Grænbæk, og han bakkes op af overlæge Ulrik Becker, der er leder af alkoholenheden i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

”Det kunne være oplagt, at kombinere arbejdet med alkohol- og tobaksafhængighed. Måske i enheder som tog sig specielt af folks livsstil,” siger han.

Tilbage på kroen

Putte peger rundt i lokalet, hvor røgen har lagt sig som en tæt tåge.

”Se dig omkring. De to skavanker hænger sammen. Det er oplagt at gå et sted hen, hvor der er hjælp til begge dele. Bliver du behandlet for den ene ting en dag, og den anden fire dage senere, når du at falde i.”

Hverken John, Lis eller Putte har planer om at kvitte smøgerne. Deres livsstil rummer også et socialt aspekt.

Men i fremtiden kan forskningen måske bruges til at komme problemerne til livs.

”Måske skal man ikke skelne mellem de forskellige behandlinger for rygning og alkohol. Fjerner man det ene problem, er der en betydelig chance for, at det andet også kan løses,” slutter Morten Grønbæk.

Mødrehjælp for alle

I hjertet af Aarhus ligger en af mødrehjælpens mange genbrugsbutikker. Her kommer unge mødre og socialt udsatte- men også alle ”de andre.”

Af Maria Behrendt

Denne måned har to temaer: Grøn og lilla. I vinduet hænger det yndigste børnetøj i alle farvernes nuancer sirligt som perler på en snor. Hafferlaffen er her også. Du ved, Peter Plys’ kammerat. Han står ved siden af et rødt slot og smiler til dem, der måtte komme forbi.

Det er så sandelig et børneunivers, man træder ind i.Her arbejder Lone, Birgit og Lis sammen med 34 andre frivillige, alle kvinder. De sorterer, vasker og stryger i snesevis af bunker med tøj. Og så snakker de.

Birgit har været her længst. Fire år efterhånden. For nogen tid siden lykkedes det hende at overtale Lone til også at starte som frivillig i butikken. Birgit er Lones mor, og de er begge førtidspensionister. Lone er kun 38. Da hendes den yngste var mindre, handlede hun selv i Mødrehjælpens butikker.

Tøjet sorteres. Det pæne kommer i butikken- resten sendes østpå

Den sjove, den glade, den tragiske
Butikken i Aarhus er for alle. Her sælges beklædning, legetøj og hvad de kære små ellers må have brug for. De unge og socialt udsatte mødre kommer her. Men du møder også bedsteforældre, par og andre der har forstået, at kvalitet og høj pris ikke nødvendigvis hænger sammen.

En af dem, damerne ind i mellem støder på, er 5-øren. Han er glad for at prutte om prisen, og fik sit navn, da han først ihærdigt, og senere i voldsomme vendinger, forsøgte at presse priserne i bund. Det fandt Birgit sig ikke i, og nu er der langt mellem hans besøg.

Oftest dominerer de glade historier hverdagen. De handlende sætter pris på butikken og de frivilliges arbejde. Der bliver doneret læssevis af sager til butikken hver uge, og ind i mellem kommer folk med både kage, blomster og gaver til damerne.

Ind i mellem skal der dog ligges skulder til. Birgit fortæller historien om et par, som i flere år havde forsøgt at blive gravide. Til sidst lykkedes det. Men barnet døde ved fødslen, så de gav op og afleverede alle deres nyindkøbte babysager i butikken. Birgit græd med dem.

Organisationen
Mødrehjælpen startede for snart 30 år siden, som vi kender den i dag. Det offentlige havde nogle år forinden valgt at lukke foreningen, men tidligere medarbejdere så et behov for hjælp til enlige og udsatte børnefamilier, og man startede derfor organisationen op igen og blev selvejende.

Hos Mødrehjælpen kan må få hjælp til alle de udfordringer, der må være i forbindelse med at få børn. Her er uddannelsesrådgivning, psykologer, socialpædagoger, advokat, mødregrupper og sågar en ”kagemandsordning”, som er en hjælpende hånd i forbindelse med afholdelse af fødselsdage.

Hjælpen er omfattende og dyr. Hjælpen kommer fra private fonde og sponsorer, men i høj grad også butikkerne rundt i landet. Butikker som denne.

Fællesskab
Lis, Birgit og Lone har valgt at være en del af et netværk, som kan rumme alle. Inklusive dem selv. Her, om noget sted, trives mangfoldigheden. Den kommer ind ad døren i alle afskygninger. Unge, ældre, danske, udenlanske, store, små, tykke, tynde og de knap så kønne.

Alle bliver de en del af det fællesskab, der hersker her. Du behøver ikke være nødlidende for at komme her. En kop kaffe og en sladder kan alle jo have brug for. Det er damerne specialister i, og inden du får set dig om, er du sendt ud af døren med fyldte poser under begge arme. Men hvad betyder det, når det er i den gode sags tjeneste?

Tegn: 3456

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at Mødrehjælpen er for alle og ikke en bestemt gruppe

Hjælpen er nær

I hjertet af Aarhus ligger en af mødrehjælpens mange genbrugsbutikker. Her kommer unge mødre og socialt udsatte- men også alle ”de andre.”

Af Maria Behrendt

Denne måned har to temaer: Grøn og lilla. I vinduet hænger det yndigste børnetøj i alle farvernes nuancer pænt og sirligt på snor. Men Hafferlaffen er her også, du ved, Peter Plys’ kammerat. Han står ved siden af et rødt prinsesseslot og smiler til dem, der måtte komme forbi.

Det er så sandelig et børneunivers, man træder ind i, og her arbejder Lone, Birgit og Lis sammen med 34 andre frivillige, alle kvinder. De sorterer, vasker og stryger i snesevis af bunker med tøj. Og så snakker de- uden pauser.

Birgit har været her længst. Fire år efterhånden. For nogen tid siden lykkedes det hende at overtale Lone til også at starte som frivillig i butikken. Birgit er Lones mor, og de er begge førtidspensionister. Lone er kun 38. Da hendes den yngste var mindre, handlede hun selv i Mødrehjælpens butikker.

For snart 30 år siden startede mødrehjælpen, som vi kender den i dag. Det offentlige havde nogle år forinden valgt at lukke foreningen, men tidligere medarbejdere så et behov for hjælp til enlige og udsatte børnefamilier, og man startede derfor organisationen op igen og blev selvejende.

Hos Mødrehjælpen kan må få hjælp til alle de udfordringer, der må være i forbindelse med at få børn. Her er uddannelsesrådgivning, psykologer, socialpædagoger, advokat, mødregrupper og sågar en ”kagemandsordning”, som er en hjælpende hånd i forbindelse med afholdelse af fødselsdage.

Men butikken i Aarhus er for alle. Her sælges tøj, sko, legetøj og mange andre ting til børn i alderen fra 0-10 år. De socialt udsatte mødre kommer her. Men du møder også bedsteforældre, par og andre der har forstået, at kvalitet og høj pris ikke nødvendigvis hænger sammen.

En af dem, damerne ind i mellem støder på, er 5-øren. Han er glad for at prutte om prisen, og navnet fik han, da han i voldsomme vendinger forsøgte at overbevise Birgit om, at han skulle have tøjet 5 kroner billigere. Det fandt hun sig ikke i, og siden er han ikke kommet her nær så ofte.

De sjove historier er her. Men de mere sørgelige skal man ikke lede længe efter. For nylig kom en mand forbi for at aflevere stakkevis af nyt tøj, som havde tilhørt en lille pige. Normalt lå de i klædeskabet hos hendes far, som var separeret fra moderen. Men der var ikke længere brug for det. Far var et par dage inden kørt galt på motorcykel og var død på stedet.

Sådan er historierne så mange. Flest af dem lykkelige, heldigvis. Derfor har damerne også masser af rum og overskud til at tackle dem, som har brug for en ekstra skulder. Det synes at falde dem naturligt.

”Arbejdet her giver begge veje,” siger Lis mens de to andre nikker samtykkende. ”Vi får lov at bidrage med noget, men vi får masser af socialt igen(…) Hvad skulle vi ellers lave? Sidde derhjemme hver dag- nej tak!”

Lige netop det sociale synes at være det vigtigste for de tre. Det er vigtigt for dem at fortælle, hvor meget de får ud af arbejdet. De er ikke sure pligter og dårlig samvittighed, der driver værket. Det er gnisten og måske også frygten. Frygten for at miste drivkraften og blive alene i hverdagen.

Så Lis, Birgit og Lone har valgt at være en del af et netværk, som kan rumme alle. Inklusive dem selv. Her, om noget sted, trives mangfoldigheden. Den kommer ind ad døren i alle afskygninger. Unge, ældre, danske, udenlanske, store, små, tykke, tynde og de knap så kønne.

Alle bliver de en del af det fællesskab, der hersker her. Du behøver ikke være nødlidende for at komme her. En kop kaffe og en sladder kan alle jo have brug for. Det er damerne specialister i, og inden du får set dig om, er du sendt ud af døren med fyldte poser under begge arme. Men hvad pokker- det er jo i den gode sags tjeneste.

  

– Birgit sorterer i det læs af tøj, som aldrig bliver mindre

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at mødrehjælpen er for alle- ikke blot én bestemt gruppe

Anslag: 3848

Hvad lever du for?

Verden synes at dreje hurtigere om sin akse end nogensinde før. Vi lever i en digitaliseret tid, hvor informationsstrømmen er enorm, og de færreste har tid til at træde et skridt tilbage og studere det samfund, vi lever i. Her er et råd: Slip speederen! Sæt dig ned, brug dine sanser og overvej, ”hvad lever jeg for, hvad er min passion?”.

Af Maria Behrendt

”Jeg tror, at der går mange mennsker rundt i verden, som har en passion, men som af en eller anden grund har placeret sig i et liv, hvor den ikke får plads. De må føle, at de ikke lever det rigtige liv og ikke får lov at være den, de her. Det er jo synd”, siger Trine Kok.

Trine betegner sig selv som hverdagsjunkie, kaossurfer og konsensus-terrorist. Med andre ord: Hun lever i dag, accepterer at ting kan være diffuse, og så gør hun op med folks enighed. Der skal være plads til kant, plads til passion.

”Elsker du modeltog, så stil dem midt i dit liv, så kan jeg sgu se det! Vi kan snakke om det, og jeg kan blive ligeså begejstret som dig.”

Passionen er ikke noget, der skal passes ind i en travl hverdag. Passion er en livsstil, som er værd at leve i- og ikke blot med. Vi trænger til et opgør med det ensrettede samfund, så passionen kan give os plads til at leve lige nu og her.

Men omkostningsfrit er det aldrig. Det koster knubs, når man prøver at passe ind -og det koster knubs, når man finder ud af, at det ikke lader sig gøre. Overvejelser og kompromisser er en del af pakken, men nogle formår alligevel at nå til erkendelsen: Kun hvis jeg giver mig selv plads, kan jeg blive et helt menneske.

Som Trine siger, ”Det er okay ikke at passe ind i en forhåndsdefineret kasse. Jeg er en stjerneformet klods, så jeg kan sgu ikke masses ned i en form med runde eller trekantede huller. Det gør ondt på både formen og klodsen.”

Selv lever Trine med, at folk ofte ser skævt til hendes projekter, men kant skal der være, og ikke alt behøver at give mening. Der skal være plads til undren og eftertanke. Kreativitet foregår lige så ofte i tanken, som i handlingen.

Trine er krea-manisk. Hvad er yarnbombing?

Hvis man satte sig ned, trak vejret og sænkede tempoet, kunne man måske få øjnene op for, at vi mennesker er nødt til at bruge vores sanser til andet end blot at kommunikere. Vi kunne prøve at finde ind til urmennesket og søge ro i de ting, som vi ikke kan sætte ord på.

Et af Trines mål er at gøre opmærksom på, at tingene til tider går for stærkt. Hun sætter fokus på vigtigheden i, at vi får lov at producere noget- altså lærer ting med hænder og sanser. Vi har vel alle brug for at sætte aftryk i verden? Ikke nødvendigvis store aftryk for eftertiden, men mest for os selv.

Så hvad lever du for? Kravl ud af kassen, kig på verden, sænk tempoet og lev dit liv, som du ønsker. Skab noget, vær i nuet, husk dit eftermæle og gør det, du vil.
Det lyder enkelt. De enkle ting ender oftest med at blive de mest komplicerede, for hvem kender en færdig løsning?