Af Maria Behrendt

Amager: På John’s Kro er Lis, Putte og John kravlet i ly for eftermiddagssolen. Her sidder de og nyder en øl, mens de slukker den ene cigaret med den næste.

”Sidder jeg i et selskab og får nogle øl, kommer lysten til at ryge automatisk. At tænde en smøg mere er ren refleks,” siger Lis.

Den midaldrende kvinde er ligesom John og Putte stamgæster på kroen, og de kan alle nikkende genkendende til sammenhængen mellem øl og røg. John kalder det beskæftigelsesterapi.

Kombineret behandling

At forbindelsen mellem alkohol- og tobaksmisbrug er tæt, er det nu lykkedes en gruppe forskere at påvise.

”Når man fortæller folk om sammenhængen mellem de to ting, siger de, at det vidste det godt, men indtil nu har det ikke været beviseligt,” siger forskningsprofessor på Center for Alkoholmisbrug, Morten Grønbæk.

Behandling for rygning og alkohol er i dag to seperate ting i behandlingssystemet. Noget John tidligere har stiftet bekendksab med, da han søgte hjælp til et alkoholproblem.

”Jeg drak alt for meget og opsøgte behandling. I venteværelset sad alle og storrøg. Jeg fik hjælp til at skære ned på de våde varer, men hvorfor ikke slå to fluer med et smæk, og give folk hjælp til samtidig at kvitte smøgerne.”

Netop det foreslår Morten Grænbæk, og han bakkes op af overlæge Ulrik Becker, der er leder af alkoholenheden i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

”Det kunne være oplagt, at kombinere arbejdet med alkohol- og tobaksafhængighed. Måske i enheder som tog sig specielt af folks livsstil,” siger han.

Tilbage på kroen

Putte peger rundt i lokalet, hvor røgen har lagt sig som en tæt tåge.

”Se dig omkring. De to skavanker hænger sammen. Det er oplagt at gå et sted hen, hvor der er hjælp til begge dele. Bliver du behandlet for den ene ting en dag, og den anden fire dage senere, når du at falde i.”

Hverken John, Lis eller Putte har planer om at kvitte smøgerne. Deres livsstil rummer også et socialt aspekt.

Men i fremtiden kan forskningen måske bruges til at komme problemerne til livs.

”Måske skal man ikke skelne mellem de forskellige behandlinger for rygning og alkohol. Fjerner man det ene problem, er der en betydelig chance for, at det andet også kan løses,” slutter Morten Grønbæk.

I hjertet af Aarhus ligger en af mødrehjælpens mange genbrugsbutikker. Her kommer unge mødre og socialt udsatte- men også alle ”de andre.”

Af Maria Behrendt

Denne måned har to temaer: Grøn og lilla. I vinduet hænger det yndigste børnetøj i alle farvernes nuancer sirligt som perler på en snor. Hafferlaffen er her også. Du ved, Peter Plys’ kammerat. Han står ved siden af et rødt slot og smiler til dem, der måtte komme forbi.

Det er så sandelig et børneunivers, man træder ind i.Her arbejder Lone, Birgit og Lis sammen med 34 andre frivillige, alle kvinder. De sorterer, vasker og stryger i snesevis af bunker med tøj. Og så snakker de.

Birgit har været her længst. Fire år efterhånden. For nogen tid siden lykkedes det hende at overtale Lone til også at starte som frivillig i butikken. Birgit er Lones mor, og de er begge førtidspensionister. Lone er kun 38. Da hendes den yngste var mindre, handlede hun selv i Mødrehjælpens butikker.

Tøjet sorteres. Det pæne kommer i butikken- resten sendes østpå

Den sjove, den glade, den tragiske
Butikken i Aarhus er for alle. Her sælges beklædning, legetøj og hvad de kære små ellers må have brug for. De unge og socialt udsatte mødre kommer her. Men du møder også bedsteforældre, par og andre der har forstået, at kvalitet og høj pris ikke nødvendigvis hænger sammen.

En af dem, damerne ind i mellem støder på, er 5-øren. Han er glad for at prutte om prisen, og fik sit navn, da han først ihærdigt, og senere i voldsomme vendinger, forsøgte at presse priserne i bund. Det fandt Birgit sig ikke i, og nu er der langt mellem hans besøg.

Oftest dominerer de glade historier hverdagen. De handlende sætter pris på butikken og de frivilliges arbejde. Der bliver doneret læssevis af sager til butikken hver uge, og ind i mellem kommer folk med både kage, blomster og gaver til damerne.

Ind i mellem skal der dog ligges skulder til. Birgit fortæller historien om et par, som i flere år havde forsøgt at blive gravide. Til sidst lykkedes det. Men barnet døde ved fødslen, så de gav op og afleverede alle deres nyindkøbte babysager i butikken. Birgit græd med dem.

Organisationen
Mødrehjælpen startede for snart 30 år siden, som vi kender den i dag. Det offentlige havde nogle år forinden valgt at lukke foreningen, men tidligere medarbejdere så et behov for hjælp til enlige og udsatte børnefamilier, og man startede derfor organisationen op igen og blev selvejende.

Hos Mødrehjælpen kan må få hjælp til alle de udfordringer, der må være i forbindelse med at få børn. Her er uddannelsesrådgivning, psykologer, socialpædagoger, advokat, mødregrupper og sågar en ”kagemandsordning”, som er en hjælpende hånd i forbindelse med afholdelse af fødselsdage.

Hjælpen er omfattende og dyr. Hjælpen kommer fra private fonde og sponsorer, men i høj grad også butikkerne rundt i landet. Butikker som denne.

Fællesskab
Lis, Birgit og Lone har valgt at være en del af et netværk, som kan rumme alle. Inklusive dem selv. Her, om noget sted, trives mangfoldigheden. Den kommer ind ad døren i alle afskygninger. Unge, ældre, danske, udenlanske, store, små, tykke, tynde og de knap så kønne.

Alle bliver de en del af det fællesskab, der hersker her. Du behøver ikke være nødlidende for at komme her. En kop kaffe og en sladder kan alle jo have brug for. Det er damerne specialister i, og inden du får set dig om, er du sendt ud af døren med fyldte poser under begge arme. Men hvad betyder det, når det er i den gode sags tjeneste?

Tegn: 3456

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at Mødrehjælpen er for alle og ikke en bestemt gruppe

I hjertet af Aarhus ligger en af mødrehjælpens mange genbrugsbutikker. Her kommer unge mødre og socialt udsatte- men også alle ”de andre.”

Af Maria Behrendt

Denne måned har to temaer: Grøn og lilla. I vinduet hænger det yndigste børnetøj i alle farvernes nuancer pænt og sirligt på snor. Men Hafferlaffen er her også, du ved, Peter Plys’ kammerat. Han står ved siden af et rødt prinsesseslot og smiler til dem, der måtte komme forbi.

Det er så sandelig et børneunivers, man træder ind i, og her arbejder Lone, Birgit og Lis sammen med 34 andre frivillige, alle kvinder. De sorterer, vasker og stryger i snesevis af bunker med tøj. Og så snakker de- uden pauser.

Birgit har været her længst. Fire år efterhånden. For nogen tid siden lykkedes det hende at overtale Lone til også at starte som frivillig i butikken. Birgit er Lones mor, og de er begge førtidspensionister. Lone er kun 38. Da hendes den yngste var mindre, handlede hun selv i Mødrehjælpens butikker.

For snart 30 år siden startede mødrehjælpen, som vi kender den i dag. Det offentlige havde nogle år forinden valgt at lukke foreningen, men tidligere medarbejdere så et behov for hjælp til enlige og udsatte børnefamilier, og man startede derfor organisationen op igen og blev selvejende.

Hos Mødrehjælpen kan må få hjælp til alle de udfordringer, der må være i forbindelse med at få børn. Her er uddannelsesrådgivning, psykologer, socialpædagoger, advokat, mødregrupper og sågar en ”kagemandsordning”, som er en hjælpende hånd i forbindelse med afholdelse af fødselsdage.

Men butikken i Aarhus er for alle. Her sælges tøj, sko, legetøj og mange andre ting til børn i alderen fra 0-10 år. De socialt udsatte mødre kommer her. Men du møder også bedsteforældre, par og andre der har forstået, at kvalitet og høj pris ikke nødvendigvis hænger sammen.

En af dem, damerne ind i mellem støder på, er 5-øren. Han er glad for at prutte om prisen, og navnet fik han, da han i voldsomme vendinger forsøgte at overbevise Birgit om, at han skulle have tøjet 5 kroner billigere. Det fandt hun sig ikke i, og siden er han ikke kommet her nær så ofte.

De sjove historier er her. Men de mere sørgelige skal man ikke lede længe efter. For nylig kom en mand forbi for at aflevere stakkevis af nyt tøj, som havde tilhørt en lille pige. Normalt lå de i klædeskabet hos hendes far, som var separeret fra moderen. Men der var ikke længere brug for det. Far var et par dage inden kørt galt på motorcykel og var død på stedet.

Sådan er historierne så mange. Flest af dem lykkelige, heldigvis. Derfor har damerne også masser af rum og overskud til at tackle dem, som har brug for en ekstra skulder. Det synes at falde dem naturligt.

”Arbejdet her giver begge veje,” siger Lis mens de to andre nikker samtykkende. ”Vi får lov at bidrage med noget, men vi får masser af socialt igen(…) Hvad skulle vi ellers lave? Sidde derhjemme hver dag- nej tak!”

Lige netop det sociale synes at være det vigtigste for de tre. Det er vigtigt for dem at fortælle, hvor meget de får ud af arbejdet. De er ikke sure pligter og dårlig samvittighed, der driver værket. Det er gnisten og måske også frygten. Frygten for at miste drivkraften og blive alene i hverdagen.

Så Lis, Birgit og Lone har valgt at være en del af et netværk, som kan rumme alle. Inklusive dem selv. Her, om noget sted, trives mangfoldigheden. Den kommer ind ad døren i alle afskygninger. Unge, ældre, danske, udenlanske, store, små, tykke, tynde og de knap så kønne.

Alle bliver de en del af det fællesskab, der hersker her. Du behøver ikke være nødlidende for at komme her. En kop kaffe og en sladder kan alle jo have brug for. Det er damerne specialister i, og inden du får set dig om, er du sendt ud af døren med fyldte poser under begge arme. Men hvad pokker- det er jo i den gode sags tjeneste.

- Birgit sorterer i det læs af tøj, som aldrig bliver mindre

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at mødrehjælpen er for alle- ikke blot én bestemt gruppe

Anslag: 3848

Verden synes at dreje hurtigere om sin akse end nogensinde før. Vi lever i en digitaliseret tid, hvor informationsstrømmen er enorm, og de færreste har tid til at træde et skridt tilbage og studere det samfund, vi lever i. Her er et råd: Slip speederen! Sæt dig ned, brug dine sanser og overvej, ”hvad lever jeg for, hvad er min passion?”.

Af Maria Behrendt

”Jeg tror, at der går mange mennsker rundt i verden, som har en passion, men som af en eller anden grund har placeret sig i et liv, hvor den ikke får plads. De må føle, at de ikke lever det rigtige liv og ikke får lov at være den, de her. Det er jo synd”, siger Trine Kok.

Trine betegner sig selv som hverdagsjunkie, kaossurfer og konsensus-terrorist. Med andre ord: Hun lever i dag, accepterer at ting kan være diffuse, og så gør hun op med folks enighed. Der skal være plads til kant, plads til passion.

”Elsker du modeltog, så stil dem midt i dit liv, så kan jeg sgu se det! Vi kan snakke om det, og jeg kan blive ligeså begejstret som dig.”

Passionen er ikke noget, der skal passes ind i en travl hverdag. Passion er en livsstil, som er værd at leve i- og ikke blot med. Vi trænger til et opgør med det ensrettede samfund, så passionen kan give os plads til at leve lige nu og her.

Men omkostningsfrit er det aldrig. Det koster knubs, når man prøver at passe ind -og det koster knubs, når man finder ud af, at det ikke lader sig gøre. Overvejelser og kompromisser er en del af pakken, men nogle formår alligevel at nå til erkendelsen: Kun hvis jeg giver mig selv plads, kan jeg blive et helt menneske.

Som Trine siger, ”Det er okay ikke at passe ind i en forhåndsdefineret kasse. Jeg er en stjerneformet klods, så jeg kan sgu ikke masses ned i en form med runde eller trekantede huller. Det gør ondt på både formen og klodsen.”

Selv lever Trine med, at folk ofte ser skævt til hendes projekter, men kant skal der være, og ikke alt behøver at give mening. Der skal være plads til undren og eftertanke. Kreativitet foregår lige så ofte i tanken, som i handlingen.

Trine er krea-manisk. Hvad er yarnbombing?

Hvis man satte sig ned, trak vejret og sænkede tempoet, kunne man måske få øjnene op for, at vi mennesker er nødt til at bruge vores sanser til andet end blot at kommunikere. Vi kunne prøve at finde ind til urmennesket og søge ro i de ting, som vi ikke kan sætte ord på.

Et af Trines mål er at gøre opmærksom på, at tingene til tider går for stærkt. Hun sætter fokus på vigtigheden i, at vi får lov at producere noget- altså lærer ting med hænder og sanser. Vi har vel alle brug for at sætte aftryk i verden? Ikke nødvendigvis store aftryk for eftertiden, men mest for os selv.

Så hvad lever du for? Kravl ud af kassen, kig på verden, sænk tempoet og lev dit liv, som du ønsker. Skab noget, vær i nuet, husk dit eftermæle og gør det, du vil.
Det lyder enkelt. De enkle ting ender oftest med at blive de mest komplicerede, for hvem kender en færdig løsning?

Hvert år i september og februar valfarter tusindvis af unge fra alle afkroge af landet til Aarhus for at studere. Der er langt fra bondegård til storby, og for mange af de unge er det en stor omvæltning

Af Maria Behrendt, tirsdag 21. Februar 2012

Ind i mellem er vi alle stillet overfor opbrud i vores liv, vores hverdag. Det kan være skræmmende at sige farvel til noget kendt og goddag til noget nyt. Men det er også spændende og lærerigt.

Liv Kjær er fra den lille by Aller i Sønderjylland, hvor hun er født og opvokset.       En fredag for ca. tre uger siden pakkede hun sine tasker og drog mod Aarhus. Om mandagen startede hun på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Nu skal jeg til at leve en voksentilværelse”, siger hun med et let nervøst blik.

Tvivlen

Liv har altid drømt om at blive advokat, starte praksis i Kolding nær hjembyen og derudover fungere som bonderøv på deltid. Den drøm er parkeret på ubestemt tid.

Nu tager hun en journalistisk uddannelse. Om hun vil være journalist ved hun ikke. Hvor hun er om 10 år, ved hun heller ikke. Men Liv har valgt at leve med tvivlen, for nu er hun her.

Måske får hun en dag mulighed for at åbne sit eget og realisere drømmen om at være landmand. Nu vil hun koncentrere sig om studierne, for penge skal der tjenes og ingen uddannelse – ingen fremtid.

Forventningerne

”Jeg har levet hele mit liv som bonderøv,” siger Liv og griner.

Nu glæder hun sig til sin nye tilværelse. Hun glæder sig til festerne, fællesskabet og byens omskiftelighed. Hun glæder sig til at lære, læse og blive klogere. Liv glæder sig til livet.

Der skal struktur på hverdagen, og Liv skal vænne sig til ikke at have familien lige om hjørnet. Men hun ved, hvad hun skal de næste fire år. Derefter er fremtiden dog mere uklar, og kun ét er sikkert:

”En dag skal jeg tilbage og fodre fårene”

At passe får er hårdt arbejde:

Anslag: 1839

Når bonden flytter til byen

Af Maria Behrendt
Aarhus, en kold februar måned. Tusindvis af unge valfarter til byen for at starte på deres nye liv, deres nye uddannelse. Alle er de i samme båd. De har forladt deres sikre havne, deres hjembyer og går en ny fremtid i møde. Det er usikkert, angstprovokerende og overvældende. Det er spændende, lokkende og livsbekræftigende. Her følger et portræt af bare én ud af de mange:

Liv Kjær er netop flyttet hertil fra den lille bondeby Aller nord for Haderslev.
Det har været en omvæltning for den unge pige at flytte til ”storbyen”, når man, som hun siger,” har levet hele sit liv som bonderøv”.
Vi taler meget om de vanskeligheder, der har været i forbindelse med flytningen- frygten, tvivlen, men også om det positive.
En af de største udfordringer for Liv har været at skulle strukturere sin hverdag samtidig med, at hun har skullet vænne sig til, at der ikke har været hjælp at hente fra familien lige om hjørnet. ”Nu skal jeg til at leve en voksentilladelse”, siger hun med et let nervøst blik.
Men Liv lader sig ikke skræmme. Hun er en pige med ben i næsen, og det er tydeligt for enhver, at hendes positive sind giver hende mod på lidt af hvert.
Liv glæder sig nemlig til sin nye tilværelse. Hun glæder sig til festerne, fællesskabet og byens omskiftelighed. Hun glæder sig til lære, læse og blive klogere. Liv glæder sig til livet.

Aller og livet på gården er lagt på hylden for en stund. Nu vil Liv koncentrere sig om studierne, for penge skal der tjenes. Som udgangspunkt var hendes livsdrøm at læse jura, blive en dygtig advokat og starte praksis i Kolding nær hjembyen. Det ville give hende mulighed for at praktisere livet som bonderøv på deltid- men sådan skulle det ikke være.
Nu tager Liv en journalistisk uddannelse. Om hun vil være journalist ved hun ikke. Hvor hun er om 10 år, ved hun heller ikke. Men hver ting til sin tid, og ét er sikkert: ”En dag skal jeg tilbage og fodre fårerne”.

At passe får er hårdt arbejde:

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Privacy.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.

Mobile access: Control WordPress from your smartphone with these apps:
WordPress for Android
WordPress for iPhone/iPad
Express for WordPress, (4 USD). Only for tumblog style themes.
You need to enable mobile control for your site: Dashboard -> Settings -> Writing -> turn on XML-RPC.
Also, consider activating the WP Touch Pro plugin to automatically publish a smartphone friendly version of your site for mobile visitors: Dashboard -> Settings -> Plugins -> Activate WP Touch Pro.